lørdag den 1. oktober 2011

Blue Mountains, 519 km, Coffs Harbour, Ballina og Byron Bay

Hej alle.
Efter en sidste dag i Sydney, hvor vi var i botanisk have, Hyde Park Barracks og på færgetur i havnen, tog vi tirsdag ud for at hente camperen. Vi tog på Bondi Beach, inden vi kørte til Blue Mountains ca. 100 km vestpå, hvor vi overnattede i en lille, hyggelig by, der hedder Blackheath. Det var hyggeligt i camperen, men også lidt koldt, da vi jo var i bjergene...

Camperen - Bondi Beach

Onsdag kørte vi ca. 10 km østpå igen til hovedbyen i Blue Mountains, Katoomba, hvor det bedste udsigtspunkt, Echo Point, ligger. Det var flot, og der var udsigt over en stor del af bjergkæden samt "Three sisters", der er tre klippesøjler, og som er noget af det, man SKAL se, når man er i Blue Mountains.

Echo Point - Blue Mountains
Blå Carl i de blå bjerge
Efter vores besøg ved Echo Point kørte vi ca. 100 km nordøst på og bookede os ind på en lille campingplads i en lille by, der hedder Dural. Det regnede... og efter et par timer i camperen, hvor vi havde siddet og gloet lidt på hinanden, besluttede vi, at regn var ikke, hvad vi var kommet til Australien for. Så vi gav Carl noget mad og kørte derefter 519 km til Coffs Harbour, der ligger nord for Sydney ud mod kysten. Vi kørte ved 1830 tiden og var fremme kl. 0130, så det var en dejlig lille køretur.
Regnvejret i Dural

GPS'en viser os til Coffs Harbour fra Dural - 519 km.
Molen ved Coffs Harbour

Dreng på molen, der stolt fremviste en fisk, han havde fanget
Efter to overnatninger i Coffs Harbour, hvor vejret var meget bedre, og hvor vi vi bl.a. gik en tur langs stranden, på molen og spiste Fish 'n' Chips på havnen, kørte vi videre nordpå. Vi kørte mod Ballina og stoppede på vejen i en lille kystby, der hedder Yamba, som ligger 15 km fra hovedvejen. Her fik Carl frokost og en lur i barnevognen, mens vi tog os en times tid på stranden. Det var dejligt, og noget af det, der er god tid til, når man ikke har nogen fastlagt rute eller tidsplan. Vi fortsatte efter stoppet til Ballina, hvor vi overnattede.

Main Beach i Yamba
Skilt på Pacific Highway
Lørdag kørte vi fra Ballina til Byron Bay ca. 30 km længere nordpå. Her så vi fyrtårnet på Cape Byron, der er Australiens østligste punkt, og vi spiste frokost på en café med udsigt over stranden, mens Carl sov til middag. Dette var også dagen, hvor Cecilie for første gang skulle prøve at køre camperen. Det var en oplevelse for os allesammen, da man som bekendt kører i venstre side af vejen hernede... Cecilie glemte det for en kort stund og kørte højre om i en rundkørsel. Heldigvis var der ikke så meget trafik, så det skete der ikke noget ved...

Cecilie og Carl på Cape Byron

2 kommentarer:

  1. Onkel Bo d. 2. spørger om man kan se billeder fra indvendigt i camperen?

    SvarSlet
  2. Dejligt at vi kan følge med i jeres spændende tur "downunder"
    Vi tænker på og taler ofte om jer
    Knus og take care
    Hils Crocodile Dundee
    Knus
    Mette og en af fædrene

    SvarSlet