torsdag den 6. oktober 2011

Surfers Paradise, Brisbane og Australia Zoo

Hej alle.
Lørdag aften nåede vi til Surfers Paradise, der ligger i delstaten Queensland ved Guldkysten/Gold Coast. Det er ca. 80 km syd for Brisbane og hedder Surfers Paradise, fordi bølgerne her skulle være perfekte at surfe på og derfor tiltrækker en masse surfere. Byen ligner og minder mest af alt om Miami, USA bare lidt mere turistet, og der er højhuse og hoteller gennem hele byen langs stranden. Vi startede vores besøg i byen med at overnatte på en campingplads og brugte så søndagen på at gå på stranden. Solen skinnede det meste af dagen, så det var perfekt.

Efter vores besøg i Surfers Paradise fortsatte vi mod Brisbane. Vi overnattede i en lille by ca. 15 km fra centrum, inden vi mandag morgen kørte ind til selve byen. Vi havde booket to overnatninger på et hotel i centrum, da de nærmeste campingpladser lå uden for byen, som den vi havde overnattet på, og man derfor skulle med offentlig transport derind. Vi ville hellere have det hele i gåafstand, så vi også kunne gå hjem med Carl, hvis der var brug for en pause.

Vi brugte mandagen og tirsdagen på at gå lidt ture i Brisbane og se på det hele. Tirsdag var vejret perfekt - sol, skyfri himmel og ca. 25 grader. Vi gik en tur på et par timer og så City Hall, Roma Street Parkland og en lille kunstig strand. Stranden lå på den anden side af floden, der løber gennem hele byen og vi krydsede den på en gangbro, der forbinder de to sider...
Carl sidder i barnevognen under gåturen i Roma Street Parkland

Carl får dyppet fødderne i vandet ved den kunstige strand

Morgenmad i Brisbane... Vi spiser normalt müsli i camperen, så det her var luksus
Onsdag checkede vi ud fra hotellet, hentede camperen og kørte mod Australia Zoo. Australia Zoo ligger ca. 70 km nord for Brisbane og er stiftet af Irwin familien. Ja, den Irwin! STEVE IRWIN - Crocodile Hunter... Ok ok, men hvis i ikke kender ham, så er der heldigvis Youtube.

Steve Irwin

Carl, Simon og Irwin familien
Australia Zoo havde masser at byde på. Vi havde dog ikke kigget godt nok på det hjemmefra og kom derfor først ved tolvtiden og fandt ud af, at der hver dag kl. 11 var et kæmpe show med krokodiller og andre spændende dyr. Vi fangede en anden krokodille opvisning senere på dagen og fik ellers set en masse andre dyr... Derudover fik vi fodret kænguruer og elefanter. En god dag i en flot, stor zoologisk have, hvor der var plads til dyrene, og der var masser af dem.
Cecilie fodrer en elefant
Simon fodrer en kænguru...
Carl hænger med sin ven - krokodillen
En koala der tydeligvis ikke har forstået legen...
Carl i Afrika delen af zoo. Han har set giraffer, næsehorn og zebraer, men det sjoveste var en gemmeleg med dynen over hovedet... forståeligt nok..
Efter besøget i Australia Zoo kørte vi til en lille by, der hedder Tewantin, ca. 10 km fra Noosa Heads. Her har vi taget to overnatninger og kører imorgen til Noosa Heads for at bade lidt og se byen, inden vi fortsætter nordpå... Der er nu 1595 km til Cairns, og der er stadig lidt vi skal se undervejs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar