fredag den 21. oktober 2011

Whitsundays, Townsville, Mission Beach og Cairns

Carl på Whitehaven Beach - Whitsundays
Whitsundays

På vores campingplads i Airlie Beach bestilte vi en tur til Daydream Island Resort. Daydream Island er en af de vist nok 74 øer, der udgør Whitsundays. Vi tog bussen til havnen om morgenen og tog her fra en båd, der sejlede os du til øen. Vi havde bestilt to overnatninger og brugte bare dagene på at nyde solen og slappe af ved poolen. Carl havde det lunt og brugte dagene i skyggen kun iført ble. Der var masser af dyr på resortet bl.a. en Iguana, papegøjer og kænguruer. På tredjedagen, da vi skulle hjem, havde vi bestilt en bådtur, der bl.a. tog os til Whitehaven Beach. Whitehaven Beach ligger på "hovedøen", Whitsunday Island, og er en af de flotteste strande, der findes på Whitsundays.



Papegøje, der var meget interesseret i vores mad

Udsigten fra vores ø

 Carl og Cecilie på Whitehaven Beach


Carl og Simon på Whitehaven Beach

Da vi kom tilbage til fastlandet var kl. ca. 18. Vi hentede vores camper på campingpladsen, gav Carl noget mad og kørte mod Cairns. Vi holdt ind i Townsville, hvor vi havde bestilt en plads på en campingplads. I telefonen havde vi fortalt damen, at vi ville være der ved ellevetiden. Hun troede kl. 11 om formiddagen og blev lettere irriteret, da vi ringede på døren og vækkede hende, så ind kom vi ikke. Heldigvis lå der et hotel ved siden af, hvor vi overnattede i stedet.

Vi brugte den efterfølgende dag på lidt afslapning ved en offentlig saltvandspool i Townsville, inden vi kørte videre mod Mission Beach.
Carl ved saltvandspool i Townsville

Vi ankom til South Mission Beach sidst på eftermiddagen og fandt en campingplads, der lå helt ned til vandet. Mission Beach var blandt de steder, der i februar i år blev ramt af en cyklon. Damen i receptionen boede ikke så langt fra campingpladsen i byen Tully og var hjemme, da den ramte. Hun fortalte, hvor forfærdeligt det havde været, og at hun inden næste orkan sæson enten ville flytte eller rejse i højrisiko perioden. Der lå fotomapper man kunne kigge i, og det var helt tydeligt at hele området stadig var mærket af det.
En lille huskeseddel på indgangsdøren til TV-rummet på campingpladsen

Stranden i Mission Beach... Stadig flot, men de sagde, at trægrænsen inden cyklonen havde været helt tæt

Efter Mission Beach kørte vi til Cairns...
Cairns er endedestinationen på vores tur, og vi ankom til byen søndag den 16... Otte dage før vi skulle aflevere camperen, og ca. fem dage før vi havde planlagt at være her. Vi startede med at bruge søndag aften på en bar/restaurant, hvor vi så Australien - New Zealand i semifinalen ved VM i rugby. Stemningen svarer vel til Danmark - Sverige i semifinalen ved VM i fodbold, og rugby er absolut lige så vigtigt hernede som fodbold er derhjemme. Det var en sjov oplevelse, og det endte med en sejr til New Zealand, der nu skal møde Frankrig i finalen. Den næste dag brugte vi ved poolen på campingpladsen, inden vi tirsdag tog på en guidet tur til Mossman Gorge, Daintree Rainforest og Cape Tribulation. Vi sejlede med båd på Daintree River og kiggede efter krokodiller og besøgte et Regnskovscenter, der havde et 23 meter højt tårn, så man kunne komme op over regnskoven og se det hele. Det var en god dag, selv om det regnede... Det hørte sig jo til, når nu vi var i regnskoven.

Carl på bar til rugbykamp. Han får lidt kartoffelmos...

Cecilie og Carl over regnskoven

Hvor regnskoven møder havet

Om onsdagen regnede det. Manden på campingpladsen sagde, at det ikke havde regnet i Cairns i næsten otte måneder, og at de i mange år ikke havde fået så meget regn på så kort tid. Der faldt over 110 mm regn om onsdagen, og Tully (byen der også var blevet ramt af cyklonen) havde oversvømmelser.

Torsdag kørte vi så lidt sydpå igen og lidt ind i landet. Vi skulle besøge Millaa Millaa vandfaldet, og en venlig dame i en turistbiks havde fortalt os, at det ikke regnede inde i landet, men kun ved kysten. Det passede ikke helt, men regnen var stilnet meget af i forhold til onsdag, så det føltes godt. Vandfaldet var ikke så stort, men lå utroligt flot, og der var omklædningsrum, så man kunne bade i det ferske vand.

Millaa Milla vandfaldet

I dag, fredag, er vi kørt til Port Douglas, hvor vi skal være de næste to dage... Mere om det næste gang, der vel også bliver sidste gang...

1 kommentar:

  1. Kære CecilieSimonogCarliAustralien,
    En hilsen fra Billy, Line og Annelia og Allan som sidder på oslobåden og ser på jeres billeder og tænker på jer.
    Vi har nogle skønne dag i Syreården.
    Og nu glæder vi os til at se jer igen.
    Mange kærlige hilsner,
    Almlan

    SvarSlet